Men Preben opfangede en vigtig ting. Selvom stuen var forseglet med dobbelte døre, lykkedes det Preben at få øje på en plakat ude på gangen. På den stod der noget med HIV og AIDS. Feberen var faldet, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad Preben fejlede. Han havde egentlig ikke overvejet, at det måske kunne være en HIV-virus, der var skyld i feberen, men plakaten fik ham til at overveje, om han var blevet ramt af en af de mest frygtede virusser nogensinde. Samme overvejelser gjorde lægerne sig, så de tog en test.

 

Efter at have tilbragt en uge på isolationsstuen, havde Prebens feber lagt sig så meget, at lægerne sendte ham hjem. Hjem til tre ugers usikkerhed og ventetid. Hvad ville testen vise? Hvordan skulle resten af Prebens liv se ud?

 

Da han kom hjem, gik han i seng. Dels fordi han stadig ikke var helt på toppen efter sin feber. Mest af alt gik han dog i seng for at sove fra det hele. Sove fra bekymringerne og usikkerheden om den test, der meget vel kunne ændre hans liv for altid.

 

Preben voksede op i Kjellerup – en lille by med knapt 5.000 indbyggere placeret solidt i det smukke, grønne smørhul mellem Viborg og Silkeborg. Familien var indre missionsk af den gamle, konservative skole. Det sorteste af det sorte, hvis man spørger Preben selv. Hele livet har Gud fyldt meget hos ham, men da han var i begyndelsen af 20’erne, var han blevet så skeptisk ved den mørke og meget bogstavelige tolkning af Bibelen, som blev praktiseret i hans familie, at han lagde afstand til Indre Mission én gang for alle.

 

Kristendommen forblev en del af Prebens liv, selvom han havde taget afstand fra Indre Mission. Og da Preben lå der i sin seng og ventede på svaret på HIV-testen, forsøgte han at slå en handel af med Gud. Hvis han nu lovede højt og helligt, at han fremover ville holde sig fra alt det med mænd og sådan, kunne Gud så ikke godt sørge for, at HIV-testen ikke skulle vise sig at være positiv?