Af Morten Lindberg Maaetoft og Jonas Wrede Hansen

Anna befandt sig i en choktilstand den sommerdag på Bispebjerg Hospital. Beskeden var lige blevet fortalt, men det var som om, at den ikke rigtig kunne sive ind hos hende. Hun forsøgte at få fat på sin søster. Men søsteren tog ikke sin mobil. Lægen og rådgiveren syntes ikke, at hun skulle tag hjem. Ikke alene.

 

”Du ender med at køre galt i den tilstand,” var deres hensynsfulde besked til Anna.

 

Tre timer. Så lang tid gik der, fra Anna fik beskeden, til at søsteren endelig var fremme ved Bispebjerg. Anna kunne stadigvæk ikke forstå, hvad det var, lægen tidligere havde fortalt hende. Ordene kunne hun godt huske, men ellers var hun helt blank. Det var som om, at hun ikke kunne tænke en tanke, og at ingenting gav mening.

 

”Jeg er testet HIV-positiv,” kom det så for første gang ud af hendes mund. Det var til søsteren, der netop var kommet. Anna og søsteren kiggede hinanden direkte i øjnene, og i samme øjeblik gik det op for Anna, hvad den besked egentlig betød. Hendes krop sank fuldstændig sammen, og tårerne pressede på som én stor tsunamibølge. I flere timer havde Anna siddet med en HIV-rådgiver, som forsøgte at berolige hende, imens de prøvede at få fat på søsteren, men først nu kunne hun tænke klart. Hun var blevet smittet med virussen, der i 1980’erne og i starten af 1990’erne var skyld i skræk og rædsel hos en hel generation, imens den tog livet af en masse mennesker.

 

Det var stadigvæk svært for hende helt at forstå, at den diagnose nu skulle være en følgesvend resten af hendes liv. Hun var nødt til at tage hjem til sin kæreste og fortælle ham den samme besked, som hun havde fået at vide af lægen og lige havde givet søsteren, tænkte hun.

 

Om tre dage skulle hun på en længe ventet ferie. Væk fra Danmark. Anna havde inden HIV-testen aftalt med sig selv, at når hun tog flyveren i Kastrup Lufthavn, skulle det være som single. Kæresten havde været hende utro, og generelt følte hun, at han havde behandlet hende dårligt. I stedet for at gøre det forbi med ham skulle hun nu til at fortælle ham, at hun var HIV-positiv. Det var slet ikke en del af planen, da hun for en uge siden tog HIV-testen rutinemæssigt, som hun jo havde gjort flere gange tidligere, når hun havde startet et nyt forhold. Anna og kæresten havde dog været sammen i et stykke tid, og de havde også snakket om at tage testen for lang tid siden. Det var bare først nu, at det passede ind.

 

Anna var bange for hans reaktion. Hun havde en fornemmelse af, at han nok godt kunne finde på at gå sin vej og sige, at det ikke havde noget med ham at gøre og benægte det. Selvom hun egentlig havde tænkt sig at slå op med ham, så var det slet ikke et emne nu. Den her bombe, som diagnosen var, havde fuldstændig ændret det hele. For hun var overbevist om, at hun aldrig kunne få en kæreste igen. Ikke med prædikatet HIV-positiv hængende over sig, tænkte hun. Generelt frygtede hun omverdenens reaktioner. Hvordan ville de nu tage imod hende, når hun fortalte, at hun var blevet smittet med HIV, og var det overhovedet noget, hun skulle fortælle folk, eller skulle hun bare holde det hemmeligt? En enkelt dag havde fået Anna til at skulle forholde sig til mange nye ting.